Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældre folder

Praktiske informationer til forældre 

 

Aula:

Personalet skriver hjem til Jer forældre på AULA. Her giver vi informationer om barnets dag samt andre vigtige informationer.

Det er vigtigt for samarbejdet, at I forældre ligeledes skriver vigtige informationer om jeres barn i en besked til os på AULA. Det kan f.eks.. være vågne nattetimer, tidligt oppe, mindre appetit, om barnet har haft en svær morgen eller andet. På den måde kan vi i børnehaven bedre tage et bestemt hensyn til det enkelte barns behov i løbet f dagen, og regulere krav og aktiviteter efter barnets energi-niveau. 

På AULA skal I som forældre gå ind og angive ankomst- og hentetidspunkt. Det er vigtigt at disse tider er så nøjagtige som muligt, så vi kan tilrettelægge barnets dag efter det.

Befordring:

Den daglige transport af barnet imellem Nørrehus og hjem varetages som udgangspunkt af Jer forældre. Der kan søges om taxabevilling via barnets rådgiver. 

Beklædning

Alt efter årstiden er det vigtigt at sende passende skiftetøj med barnet. F.eks. ekstra tøj, hjemmesko, regntøj, gummistøvler, flyverdragt, hue/vanter mm. som evt. kan opbevares i Nørrehus. Vi sender alt tøj og sko skal mærkes med tydeligt navn. Vi sender alt tøj og overtøj med hjem hver fredag, så der kan blive gjort rent på barnets garderoberum og så I kan danne Jer et overblik over hvilket tøj barnet har i børnehaven. 

OBS: Der kan være vådt tøj og udetøj sendt med hjem, så det er vigtigt, at tasken tjekkes, så det kan tørres/ skiftes. 

Alm. skiftetøj opbevares i barnets kurv på badeværelset. Vi vil gerne have to sæt tøj fra inderst til yderst. Får barnet tøj med hjem fra børnehaven, bedes tilsvarende nyt tøj sendes med, så vi har rent tøj klar i børnehaven. 

Feriepasning:

Nørrehus har åben for feriepasning i sommerferien, efterårsferien, dagene op til jul, mellem jul og nytår, vinterferien, dagene op til påske og pinse.  

Forældre skal indgive behov om pasning i ferier og samtidig angive i hvilket tidsrum barnet kommer i institutionen. Dette er vigtigt af hensyn til bestilling af taxakørsel og planlægning af personalets ferie. 

Forældre får besked om pasning i ferier og hvornår man skal melde ønsker om pasning ind, på Aula i god tid. 
 

Forplejning

De børn der har behov for det, tilbydes morgenmad. Derudover spiser børnene formiddagsmad, frokost, samt eftermiddagsmad i Nørrehus. Der er ansat en ernæringsassistent som sørger for indkøb og tilberedning af alle måltider til børnene. Ovenstående forplejning betales af Nørrehus.    

Forældrebetaling

Der er ingen forældrebetaling i Nørrehus.    

Bleer bliver betalt af Nørrehus.

Forældreråd:

Nørrehus har et forældreråd, hvor der sidder to forældrerepræsentanter. Desuden er der en medarbejderrepræsentant tilknyttet, og lederen af institutionen sidder med som sekretær. Der er valg til forældrerådet i Nørrehus til efterårets forældremøde. 

Fravær

Holder barnet ferie, fridag eller er syg, meldes det ind på Aula i så god tid som muligt. Personalet i barnets klynge informeres også gerne af hensyn til planlægning af hverdagen og de pædagogiske aktiviteter. 

Hvis Jeres barn har taxaordning bevilget, skal I også afmelde kørsel via borgerportalen. 

Fødselsdage

Vi fejrer gerne børnenes fødselsdag her i Nørrehus. I kan sende noget med barnet herind, eller I er velkomne til at være med til fejringen her. I drøfter med den koordinerende pædagog hvordan barnet skal fejres i Nørrehus.

Koordinerende pædagog: 

Alle børn har én eller to koordinerende pædagog(er), men alle medarbejdere i Nørrehus kan tage imod beskeder fra Jer forældre, og sørger herefter for at de gives videre til rette vedkommende. De voksne der er på samme stue som barnet, indgår i et team omkring barnet. Barnet vil være sammen med voksne fra teamet i aktivitetstiden og det vil være de voksne fra teamet, som skriver hjem til jer på Aula. 

De(n) koordinerende pædagog(er) er de(n) som skriver handleplaner vedrørende barnet og deltager i de tværfaglige møder. 

Handleplaner opdateres til de tværfaglige møder, som afholdes hvert forår, hvor relevante samarbejdspartnere også deltager. 

Legetøj:

Hvis barnet medbringer legetøj eller andre ting i Nørrehus, er det på eget ansvar og vi anbefaler at I skriver navn på legetøjet. 

Lukkedage:

d. 24. december, grundlovsdag d. 5. juni, samt helligdage.

Medicingivning:

Medicin bør så vidt muligt gives i hjemmet og udenfor den tid barnet er i Nørrehus. Efter aftale gives i Nørrehus, såfremt medicinen er lægeordineret. 

Sygdom:

Nørrehus følger Sundhedsstyrelsens vejledning: "Smitsomme sygdomme hos børn og unge", som kan ses på sundhedsstyrelsens hjemmeside, og som et link på Aula. 

 Se folderen her: Smitsomme sygdomme hos børn og unge. 

Barnet skal være rask for at blive modtaget i Nørrehus. Desuden skal den almene tilstand være upåvirket og barnet skal kunne deltage i de planlagte aktiviteter som vanligt, samt være feberfri.